Småbørn 0-6 år

Amning og flaskegivning

Her kan du læse om barnets mad de første 6 mdr.

Amning og flaskegivning

Sundhedsstyrelsen anbefaler fuld amning indtil barnet er 6 mdr. og delvis amning til 12 mdr. eller længere.

Amning skal læres i samarbejde mellem mor og barn. Næsten alle mødre og børn kan lære at amme. De vigtigste forudsætninger for at få godt gang i mælkeproduktionen er, at barnet lægges til brystet hyppigt, og at mor giver sig tid og ro til at amme. Tro på at du kan producere præcis den mængde mælk dit barn har brug for! Derudover er hud mod hud kontakt godt for barnet og amningen, da det fremmer relationen mellem mor og barn, og stimulerer barnet til at sutte og dermed øge mælkeproduktionen.
Fars støtte er vigtig for at amningen kommer til at fungere, da amningen i starten vil tage meget af mors tid.


Det er en god ide at vente med at tilbyde barnet narresut til det er 5-6 uger og mælkeproduktionen er velreguleret, og barnet vokser som det skal.


Nogle kvinder og børn kan have problemer med amningen. Barnet kan eksempelvis have svært ved at svøbe om brystet p.g.a. kort tungebånd og forkert sutteteknik, eller være sløvt ved brystet.
Der kan også være forhold hos mor som besværliggør amningen. Her kan nævnes tidligere brystoperationer, indadvendte/flade brystvorter, manglende brystudvikling, kroniske sygdomme, brystvortesvamp, revner og sår på brystvorterne, moderkagerester i livmoderen osv. Her er det vigtig at søge hjælp hos fagpersoner, da man har gode muligheder for at amme alligevel ved den rette behandling/vejledning.

Nogle mødre har af gode grunde ikke lyst til at amme, hvilket kan være svært at give udtryk for og acceptere. Her er det vigtigt, at mor ikke føler sig forkert, og at hun tør træffe det valg, der er rigtig for hende selv og hendes familie. I disse tilfælde, er det godt at give barnet modermælkserstatning på flaske. Når man giver flaske, kan man give barnet samme nærhed som ved brystet.

Er dit barn disponeret for allergi, anbefales det at amme udelukkende de første 4 måneder og gerne længere.
Får dit barn flaske skal det have hypoallergen modermælkserstatning.

Læs her om vores ammerådgivning