Børn der tisser i sengen om natten
Sådan hjælper du dem!
Børn der tisser i sengen om natten (ufrivillig natlig vandladning)
En del børn tisser i sengen - eller natbleen - efter 5 års alderen. Lidelsen kaldes "ufrivillig natlig vandladning" eller Enuresis Nocturna.
At tisse i sengen om natten er et almindeligt problem og 1-2 børn i hver første klasse har det problem.
De tre vigtigste årsager er:
- en forhøjet natlig produktion af urin
- en nedsat evne i urinblæren til at rumme urinen
- en endnu ikke udviklet evne til at vågne, når urinblæren er fyldt
Barnet kan ikke selv gøre for, at det tisser i sengen om natten. Og intet tyder på, at det skyldes psykiske problemer hos barnet. Børn der tisser i sengen kan have det psykisk dårligt, fordi de gør det.
Symptomer på ufrivillig natlig vandladning:
Skyldes sengevædningen, at barnet har forhøjet urinproduktion om natten, er der som regel ikke andre symptomer end at det tisser i sengen.
Har barnets urinblære derimod lille rummeevne, er der ofte smågener i dagtimerne også. Disse børn skal ofte tisse hyppigt (over 7 gange dagligt), og de må ofte skynde sig, når de mærker trangen til at tisse. Har barnet ufrivillig vandladning i dagtimerne, skal lægen kontaktes, da det kan være tegn på anden sygdom.
Der findes to veldokumenterede behandlinger til børn med ufrivillig natlig vandladning:
Ringeapparat eller hormonbehandling.
Ringeapparater er velegnede, hvis urinblæren har lille rummeevne. Apparatet ringer, hvis barnet er ved at tisse, så det vågner og kan blive hjulpet på toilettet. Behandlingen øger gradvist blærens rummeevne. Behandlingen strækker sig over mindst 8 uger og kræver, at barnet er modent, og at både barnet og forældrene er meget motiverede.
Hormonbehandling nedsætter urinproduktionen om natten. Derfor egner behandlingen sig godt til børn med øget natlig urinproduktion og normal rummeevne i blæren. Behandlingen strækker sig over 3 måneder med en uges medicinfri pause indlagt. Pausen er lagt ind for at se, om barnet spontant er blevet helbredt af sig selv selv, mens behandlingen har stået på.
Tal med lægen om, hvilken behandling der vil være bedst for jeres eget barn.
Hvad kan I gøre som forældre?
Forklare, at det ikke er barnets egen skyld, at det tisser i sengen.
Forklare, at det er en lidelse på lige fod med halsbetændelse eller lignende - og at den kan behandles, hvis den ikke går over af sig selv.
Lade være med at straffe barnet eller udlove belønninger.
Være åben om problemet og eventuelt sørge for, at der bliver talt og oplyst om det i klassen.
Lade barnet sove med ble på. Intet tyder på, at brugen af ble forlænger problemet.
Yderligere råd og vejledning:
Tilknyttet Århus Universitetshospital. Hjemmeside for både forældre og sundhedspersonale.
Rådgivning på Skejby Sygehus
Telefonlinjen er åben onsdage kl. 15-17 for forældre fra hele landet. Telefon 86 78 41 21
Videnscenter for Inkontinens hos Børn og Unge (VIBU), Rigshospitalet
Kontakt til uroterapeuterne
Telefon: 3545 4831
Telefontid: kl. 8:00 - kl. 9:00, alle hverdage